
Mit navn er Villy Nielsen, jeg er 66 år og bor i Humlum. Her arbejder jeg som halinspektør i Toftum Hallen. Inden da har jeg været selvstændig med eget trykkeri i 34 år. Jeg har været frivillig i fodboldklubben RHIF i 39 år.
Jeg stiller op til kommunalvalget, fordi jeg vil kæmpe for, at vores kommune skal være et godt sted at leve, både for de unge og de ældre. Det er vigtigt for mig, at vi udvikler lokalsamfundene i hele kommunen, og at foreningslivet får de bedste vilkår. Foreningerne betyder meget for fællesskabet, og her skal ordentlighed være kodeordet i samarbejde mellem foreningerne og kommunen.
Som frivillig igennem mange år har jeg selv oplevet, hvor svært det kan være at få tingene til at hænge sammen. Ansøgninger er ofte komplicerede, pengene kommer for sent, og retningslinjerne er ikke altid klare. Det vil jeg lave om på. Det skal være nemt at være frivillig og nemt at drive en forening.