Kort om skolepolitik

JA TAK til...

…faglighed, dannelse og trivsel i folkeskolen

…bevarelse af den nuværende skolestruktur

…lokal ledelse og frihed til de enkelte skoler

…juniormesterlære og faglinjer i overbygningen

NEJ TAK til...

…central styring af skolernes hverdag

…statslig bestemt skolemad

...uro, vold og fratagelse af lærerens autoritet

Skolepolitik

I Struer Kommune har vi meget at være stolte af. To af vores skoler - Humlum og Hjerm - ligger i top 15 på landsplan, når det gælder elevtrivsel. Det forpligter. Vi skal lære af deres succes og arbejde målrettet på at løfte alle skolerne, så trivsel og kvalitet bliver kendetegnende for hele Struer.


Vi tror på, at beslutninger bedst træffes tæt på dem, det handler om. Derfor ønsker Liberal Alliance at give mere frihed og ansvar til den enkelte skole. Det betyder blandt andet, at skolerne selv skal kunne prioritere, hvilke undervisningsmaterialer og faglige efteruddannelser, de vil investere i. 


I dag ligger disse beslutninger ofte centralt i kommunen, hvilket betyder, at lærere og ledelse sjældent har indflydelse på, hvordan ressourcerne anvendes. Vi mener, at det er langt mere værdifuldt, hvis den enkelte skole har frihed til at vælge de løsninger, der giver mening for netop deres elever og lærere.


Vi ser gerne, at skoler får mulighed for at organisere sig som selvejende enheder under en kommunal driftsoverenskomst, hvor de får større autonomi i forhold til ledelse, undervisningsformer og organisering. En skolebestyrelse bør have mulighed for selv at ansætte en skoleleder, og skolelederen skal kunne sammensætte sit lærerteam uden unødvendig kommunal indblanding. Skolerne bør også have kompetence til selvstændigt at planlægge klassestørrelser og tilrettelægge undervisningen, så den passer til de lokale forhold og behov.


Selvom langt de fleste skoler i Struer Kommune oplever en hverdag præget af tryghed og god trivsel, skal vi stadig være parate til at handle, hvis der opstår udfordringer. Derfor ønsker Liberal Alliance at styrke skolernes beredskab med mulighed for at etablere særlige akut-teams, der hurtigt kan støtte op, hvis en skole oplever problemer med uro, mistrivsel eller konflikter. 


Vi skal tage signaler alvorligt – både fra elever, lærere og forældre – og være klar til at sætte tidligt ind med den nødvendige hjælp. Samtidig vil vi styrke lærerens autoritet i klasselokalet og sikre, at alle lærere oplever opbakning til at sætte tydelige rammer og skabe et trygt læringsmiljø for eleverne. Det er en investering i både faglighed og trivsel.


Vores skolepolitik tager udgangspunkt i både hjerte og hoved. Vi ønsker at bevare det, der virker, forbedre det, der kan blive bedre, og skabe en skole, som er lokal forankret, fagligt stærk og fremtidssikret. Det kræver mod, lederskab og tillid til de mennesker, der hver dag skaber skolen – lærere, elever, forældre og lokalsamfund.


Liberal Alliance er klar til at tage ansvar for en skolepolitik, der bygger på frihed, faglighed og fællesskab – til gavn for hele Struer Kommune.


Vi skal fremtidssikre den nuværende skolestruktur

I Liberal Alliance ønsker vi en skolepolitik, der bygger på lokal forankring, frihed og gennemsigtighed. Vi ønsker ikke central styring eller kortsigtede løsninger. Vi ønsker at de store beslutninger om skolestruktur og skolernes fremtid træffes med både åbenhed og inddragelse.


Derfor foreslår vi at nedsætte et borgerudvalg, der skal arbejde i fredstid med at udvikle en bæredygtig skolestruktur. Udvalget skal bestå af borgere, fagfolk og repræsentanter fra skolerne. Formålet er at fremtidssikre den nuværende skolestruktur – ikke med nedskæringer og centralisering, men med planlægning, optimering og sund fornuft.


Det handler om at give hver enkelt skole et bæredygtigt elevgrundlag og sikre, at skoler og lokalsamfund udvikler sig i takt. Vi mener, at skolestrukturen ikke kan ses isoleret – den hænger tæt sammen med bosætning, byggegrunde, infrastruktur og kommunale investeringer. Hvis vi vil sikre langtidsholdbare løsninger, skal vi investere strategisk i hele kommunen og sørge for, at alle områder får en fair behandling, uanset postnummer.


Den skoledebat, vi havde i Struer i 2023, var en politisk skandale med store omkostninger. Derfor er det vigtigt, at vi i fremtiden ikke havner i lignende situationer, hvor store beslutninger træffes uden ordentlig borgerinddragelse og uden tilstrækkelig gennemsigtighed. Det vil Liberal Alliance ændre. Med et borgerudvalg og klare principper for fremtidig dialog om skolestruktur vil vi sikre, at beslutninger om skoler ikke tages bag lukkede døre, men i et åbent og tillidsfuldt samspil med borgerne.