Kort om erhverv

JA TAK til...

...øget fokus på erhverv og iværksætteri

...samarbejde og netværk    

...forbedret service og kommunikation

...innovation og udvikling

...effektiv og hurtig sagsbehandling    

...udvikling af nye industriområder

NEJ TAK til...

...langsom sagsbehandling

...rigide regler

...tøvende og ubeslutsom ledelse

...overregulering og unødvendigt bureaukrati

Erhvervspolitik

Statistikken viser at de kommuner med et stærkt erhvervsliv er de kommuner, der løfter velfærden bedst. Når erhvervslivet trives, skaber det mere velstand, flere arbejdspladser og flere penge i kommunekassen – og det gør det hele lidt nemmere. Derfor skal Struer Kommune belønne flid, initiativ og innovation. 


Stærkere erhvervsforening

Vi ønsker at styrke Struers erhvervsforening og bakke dem op i langt højere grad. Vi ønsker, at der afsættes midler til at Struer Erhvervsforening kan ansætte en erhvervsdirektør. Det skal løfte erhvervsforeningen op på niveau med andre lokale erhvervsforeninger og sikre en mere professionel og slagkraftig organisation. Fokusområder kunne være bosætning, unge og erhvervsliv, udvikling af havnen, foreningsliv og netværk med flere...


Vi foreslår, at Struers Erhvervsforening og uddannelsesinstitutionerne sammen opretter et ungdomsprogram, som skal gøre det lettere for unge at vælge erhverv og retning i livet. Dette kan give praktisk erfaring og muligheder i lokale virksomheder og butikker og gøre Struers erhvervsliv til et naturligt førstevalg for byens unge.


Bæredygtig erhvervsudvikling

Vi oplever, at det at tiltrække nye virksomheder til kommunen er en svær og ofte dyr øvelse. De større og mellemstore virksomheder vælger typisk at placere sig i større byer og ved infrastrukturknudepunkter, hvor tilgængelighed og netværk er bedre.


Kigger vi på, hvilke virksomheder vi allerede har i kommunen, tegner der sig et klart billede: Virksomhedsejerne har oftest lokale rødder. De er vokset op her, har netværk her og vælger derfor også at bygge deres forretning her.


Derfor bør kommunen - ligesom en god fodboldklub - i endnu højere grad satse på egne talenter og iværksættere. Det er både en mere bæredygtig og en mere økonomisk ansvarlig strategi på lang sigt. Ved at understøtte de lokale ildsjæle, skabe gode rammer for iværksætteri og investere i det lokale potentiale, kan vi styrke erhvervslivet indefra og bygge en robust, fremtidssikret erhvervsstruktur.


Nyt industriområde

Liberal Alliance ønsker en ny lokalplan for et industriområde tæt på motorvejen. Vi skal være klar, når behovet opstår, og virksomheder banker på døren. Det kræver, at erhvervsservicen i kommunen toptunes – hurtig, professionel og løsningsorienteret.


Landbruget – en vigtig del af Struer

Vi har den dybeste respekt for landbruget og dets evne til at omstille sig innovativt. “Tak for mad” burde lyde oftere. Kommunens landbrug står over for Den Grønne Trepart – som Liberal Alliance støtter i håbet om at nå 2030-klimamålene. Når kommunen får ansvaret for planlægning og implementering, vil vi sikre imødekommenhed, rettidig oplysning og rådgivning, og fjerne utidssvarende eller rigide regler, der står i vejen. Her er det vigtigt at fremme effektiv planlægning, så landbruget kan fortsætte med at bidrage til vækst og grøn omstilling.